Mindesten over appelismen opportunismens trofaste klumpfod

Mange vil huske de glade tressere, da Kina ikke sluttede begejstrede handelsaftaler med Canada, Italien, Grækenland, Pakistan, Etiopien osv. Livet var da meget lettere for den gode stalinist. Ganske vist undrede han sig i smug over, at maoismen ønskede at mobilisere verdensproletariatet til forsvaret af en sibirisk flodø og intet gjorde, da den tidligere allierede indonesiske regering nedslagtede de lokale kinavenlige kommunister, og at de pakistanske generaler fik lov til at gøre det samme mod de bengalske fattigbønder, uden at det maoistiske lokal-parti så meget som rørte en finger. Men hvad, den slags er jo “storpolitik”, og Mao ved sikkert hvad der gavner den kinesiske folkedemokratisme mest. Om Vietnam blev der råbt op, og truet, og den slags solidaritet hjalp sandelig de vietnamesiske fattigbønder, thi der blev både begyndt forhandlinger og gjort pauser i bombningerne mod Nordvietnam. Og det samme skete så med Cambodja, og idag med Laos – og ganske vist bliver Pekings råb spagere og i:ipagere (til gengæld har Nixon jo også trukket et par tusinde kokke, sygepassere og messedrenge tilbage). – men når de imorgen invaderer Nordvietnam, så … slutter Kina handelsaftale med USA og træder ind i den internationale røverklub FN. Og så bliver det endnu sværere at få en rolig nattesøvn for den samvittighedsfulde stalinist, der allerede de sidste .Par år har gået rundt med sorte rande under øjnene. Lige så mørkt ser det ud for alle de stolte organisatione1, der opblomstrede i midten af tresserne, og som karsk erklærede, at de ville gentage de gamle moskva-partiers modige forløb fra trediverne, fyrrerne og halvtredserne (men kun til 1956, for da blev de alle dårlige på en gang, selvom det først blev sagt åbent i 1961; indtil da lå den brændemærkende antirevisionistiske erklæring godt gemt i en skuffe i Peking, under … en fed handelsaftale med USSR). Og idag, ti år efter, da der atter hersker fred mellem USSR og Kina, finder vi kun de visne og forkrøplede rester af den maoistiske blomsts fordums så frodige europæiske aflæggere. I Frankrig finder vi et par gamle, afdankede, og af halvtredser- stalinismen meget udskældte, eksistensialister i spidsen for det studenteraktivistiske “Proletariske Venstre”, der også kan mønstre et par fede studenterledere i gaullistiske fængsler for… demonstrationsvoluntarisme. I Italien måtte måostalinismen bevidne sit teoretiske hovedorgan Lavoro Politices opløsning og sin stærkeste organisation, Unionen af maoister-linpiaoister, støtte det moskovittiske goppel-parti ved valgene. I Sverige gik KFML i fuld gang med at efterabe den moskovittiske parlamentarisme; men det svenske studenter- og tjenestemands – småborgerskab var ikke klar over deres velynderes trofasthed, – og arbejderne stemte med rette .ikke på et studentikost Folkeparti (og vi håber de blev hjemme og glædede sig over den populistiske ynk). Således skuffede foer de svenske stalinister i totterne på hinanden, og de klassiske stalin-opportunister udskilte sig fra folkedemokratisterne, … sådan da, thi begges ideal er stadig maostalinismen; om den ene så vil nå det med spredte strejker og den anden med valgseddelen interesserer kun i ringe omfang den internationale kommunist.

Bag all denne maoistiske elendighed ligger den grundlæggende, gordiske knude: der er masser af socialisme i verden: i Kina, Albanien, Nordvietnam, Nordkorea; der er lidt i enkelte lande: Tanzania og måske Cuba; der har lige været i USSR, Østeuropa og Mongoliet. Der er masser af stærke socialistiske bevægelser: FNL, PFLP, og de fyrstelige nationale fronter i Cambodja og Laos, og der er også større socialistiske organisationer og partisan-fronter i Indien, Pakistan, Thailand, Dhofar og måske i Congo Brazaville; – imorgen givetvis i alle de arabiske oberst-regimer: Sudan, Libyen, Syrien osv.; men der har i hvert tilfælde lige været i Frankrig, Itnlien, Grækenland osv. At nogle så pludseligt er blevet “revisionistiske”, skyldes, at de er Ruslands lakajer. Men ellers går alt godt, thi i Kina har den proletariske kulturrevolution sejret, og “folk der var slået ind på kapitalismens vej” er blevet afsløret. Men med al den so cialisme i verden, med al den revolutionære kamp, – hvordan da forklare maj- junis nederlag i Frankrig? Er der revolutionær kamp i verden og socialisme i mange lande , så skulle et par moskovittiske revisionoster vel ikke kunne holde mægtige proletariske angreb tilbage? Maoismen griber så til sin amerikanske olie : selvkritikken; – det er fordi vi ikke har “tjen folket”, dvs . rendt efter det; og det begynder nogle så på: efter studenterne, efter arbejdernes strejkenederlag, som fl i ttigt teoretiseres uden om generalstrejken. Men i Drmmark er der nogle der ikke vil sluge olien: vi vil ikke rende efter arbejderne, de må rende e.fter os ; og da arbejderne ikke vil det, så er de bestukne og borgerliggjorte, thi Marx og Lenin harr selv sagt, at der gives “arbejderaristokrater”, og det er de så allesammen i Danmark, Sverige , England, Tyskland, – og hov, i Frankrig og Italien, og klart i USA. Jamen det er jo i alle imperialismens industrilande; det var værre! – og så må man i gang med teorimageriet . Der skrives to linjer og meget andet mod de svenske stalinister fra Gnistan , som ikke forstår den nye bakuninske elendighedsteori, og en stor indsats gøres for at hitte ting hos fædrene, beskære og forfalske dem, så de kan støtte den unge og ivrige appelismes færd vi dere ud af kommunismen. I økonomien springes der over profitratens tendensielle fald, i politikken over Marx’ og Lenins dobbeltrevolution (fra 1848 i Frankrig og Tyskland og fra februar og oktober i Rusland) og i det historiske perspektiv over forholdet mellem revolution og kontrarevolution (løsningen på maoismens gordiske knude ). Kina hugger så hånden af de nævenyttige appelister , men da de ikke ved , at kapitalistiske produktionsforhold først og fremmest er karakteriseret ved tilstedeværelsen af marked og varer, og her af den vigtigste af alle varer: arbejdskraften, så er de forstemt nødt til at snakke yidere om socialisme hos de utaknemmelige kinesere . Industri pr oletariatet er bestukket, Kina siger nej t i l appelisterne, og vietnameserne er draget til Po.ris. Så den gamle redaktør for Land og Folk må se sig om efter nye græsmarker , og det eneste der er t i lbage er populismens yderste frynser, så uhyre fjernt fra Baku- kongressens stolte råb om selvstændig proletarisk klasseledelse under de demokratiske revolutioner i Østens lande . Så mens de formelle teorier søger til den palæstinensiske og abbesinske ørken, vender de tilbageblevne sig med forundred~ øjne mod deres gamle skriblerier: Hvordan gik det dog til? – Hvor er vi endt? – Hvem er vi? Det er endt med appelismen som det endte med den elendige og forsultne soldat i den berømte japanske krigsfilm: han åd sit eget lort.

Forsøget på defaitistisk nedbrydning blev gjort : appelistisk perspekti vl øs kællingesnak og DKPs 1-kr krav medvirkede til at fjerne d.e danske værftarbejderes blik fra genernlstrejken og den totale solidaritet med minenrbejderne i Norrbotten og Belgien. Den defaitistiske ambition vider eføres idag i den borgerlige presses spalter ; med læssevis af forvirrede ufordøjede citater fra mostrene vil man give den anarkistiske elendighedsteori m,qrxistisk indhold , bagvaske den europæiske venstrekommunisme i tyverne ( der er lige så ukendt som marxismens økonomiske teori) og gøre al t for at ødelægge mulighederne for kommunistisk forberedelse af klassen ved at henvise proletariatet til at lade sig lede af de nationale, borgerlige , generelt korrumperede, antiproletariske befrielsesbevægelser i halvkol onierne. – Stalinismen er kontrarevolutionens teori, appelismen er dens defaitistiske klumpfod , hvis opgave er den populistiske forhindr ing af den af industriproletariatet ledede, internationale revolutions klart antiborgerlige retning i alle lande, såvel i halvkolonierne som i Kina. Idag kan appelismen virke som en hæmsko for opportunismen , – imorgen kan den udfylde denskontrarevolutionære rolle. 

Men ekskrementer og spalter i Information er ikke særligt tillidsvækkende , overbevisende eller protcinholdige, – så dør appelismen ikke af forstoppelse, vil den blive trampet ned under det revolutionære proletariats ubønhørlige fremmarch . Det kommunistiske program viser vejen fremad; – der skal mere end et par udkastede stalinister og forivrede populister til at vende proletariatets historiske blik fra dets klasseopgaver: væbnet revolution og terroristisk diktatur.