KOMMUNENS LÆRE (V. I. LENIN) nr 3

Efter statskuppet, som markerede afslutningen på revolutionen i 1848, faldt Frankrig under det napoleon 1 ske regimes åg for en periode af 18 år. Dette regime pådrog landet ikke blot økonomisk ruin, men national ydmygelse. I opstanden mod det gamle regime foretog proletariatet to ting – den ene national og den anden af klassemæsstg karkater; frigørelsen af Frankrig fra tysk invasion, og den socialistiske frigørelse af arbejderne fra kapitalismen. Denne forening af to opgaver udgør et særegent træk ved Kommunen.

Borgerskabet havde dannet en “national forsvarsregering”, og proletariatet måtte kæmpe for national uafhængighed under dens ledelse. I Virkeligheden var den regering for “nationalt forræderi”, hvis mission det var at bekæmpe Paris’ proletariat. Men proletariatet, blindet af patriotiske illusioner, opfattede ikke dette. Den patriotiske ide havde sin oprindelse i det 18. århunredes Store Revolution; den fik sindene hos Kommunens socialister til at vakle; og Blanqui, der uden tvivl var revolutionær og en brændende tilhænger af socialisme, kunne f.eks. ikke finde nogen bedre tittel til sin avis end det borgerlige udråb: “Landet er i fare!”

De franske socialisters fatale fejl bestod i at kombinere modstridende opgaver – nemlig patriotisme og socialisme. I Internationalens Manifest – udgivet i september 1870 – havde Marx advaret det franske proletariat mod at lade sig vildlede af en falsk national ide; der var sket store forandringer siden Den Store Revolution, klassemodsætningerne var blevet skærpet, og medens kampen mod hele den europæiske reaktion på den tid havde forenet hele den revolutionære nation, så kunne proletariatet ikke længere kombinere sine egne interesser med andre klassers, som var fjendtlige over for det; lad bourgeoisiet bære ansvaret for den nationale ydmygelse – proletariatets opgave var at kæmpe for den socialistiske frigørelse af arbejdet fra bourgeoisiets åg.

Og i sandhed, den sande bourgeoiser-“patriotisme” var ikke længe om at afsløre sig selv. Efter at have sluttet en skændig fred med preusserne, skred Versailles-regeringen til sin umiddelbare opgave – den startede et angreb for at vreste de våben, som forfærdede den, ud af hænderne på pariser-proletariatet. Arbejderne svarede med at proklamere Kommunen samt borgerkrig. 

Skønt det socialistiske proletariat var splittet op i adskillige sekter, var Kommunen et glimrende eksempel på den enstemmighed, hvormed proletariatet var i stand til at fuldende de demokratiske opgaver, som borgerskabet kun kunne proklamere. Proletariatet, som havde grebet magten, udførte demokratiseringen af det sociale· system, afskaffede bureaukratiet, og satte alle officielle poster på valg; uden nogen særligt kompleks lovgivning, på en simpel, ligefrem måde.

Men to fejltagelser ødelagde frugterne af den strålende sejr. Proletariatet stoppede på halvvejen: i stedet for at gå igang med at “ekspropriere ekspropriatorerne,” lod det sig lede på afveje af drømme om etablering af en højere retfærdighed i landet,forenet i en fælles national opgave; institutioner som f.eks. bankerne blev ikke overtaget, og proudhonistiske teorier om “lige bytte” osv. var stadig fremherskende blandt socialister. Den anden fejltagelse var overdreven højmodighed fra proletariatets side: i stedet for at tilintetgøre sine modstandere, søgte det at øve moralsk indflydelse på dem; det undervurderede betydningen af direkte militære operationer i borgerkrig, og i stedet for at starte en resolut offensiv mod Versailles, hvilket ville have kronet dets sejr i Paris, tøvede det, og gav Versailles-regeringen tid til at samle de mørke kræfter, og forberede den blodige uge i maj.

Men trods alle dens fejltagelser var Kommunen et s uperbt eksempel på det 19. århundredes store proletariske bevægelse. Marx tillagd_e Kommunens historiske .betydning stor værdi – hvis arbejderne, under det forræderiske forsøg fra – Versailles-slængets side på at gribe pariserproletariatets våben, havde ladet sig afvæbne uden kamp, så ville den katastrofale demoraliserings-effekt, som denne svaghed ville have forårsaget i den proletariske bevægelse, have været langt, langt større end de tab, som arbejderklassen led i kampen for at forsvare sine våben. Kommunens ofre – tunge som de var – opvejes af dens betydning for proletariatets generelle kamp: den bragte den socialistiske bevægelse i hele Europa i skred, den demonstrerede borgerkrigens styrke, den fordrev patriotiske illusioner, og tilintetgjorde den naive tro på nogen som helst bestræbelser fra bourgeoisiets side på at nå fælles nationale mål. Kommunen lærte det europæiske proletariat konkret at opstille den socialistiske revolutions opgaver.

Den lære, proletariatet har uddraget, vil ikke blive glemt. Arbejderklassen vil gøre brug af den, sådan som den har gjort det allerede under december-oprøret i Rusland.

Den periode,som gik forud for den russiske revolution, og forberedte den, har en vis lighed med perioden under Napoleons åg i Frankrig. Ligeledes i Rusland har den autokratiske klike pådraget landet økonomisk ruin og national ydmygelse. Men revolutionens udbrud blev holdt tilbage i lang tid, da den sociale udvikling endnu ikke havde skabt betingelserne for en massebevægelse, og de isolerede aktioner mod regeringen i den prærevolutionære periode – desuagtet alt det fremviste mod – blev brudt af massernes apati. Kun socialdemokraterne førte ved ihærdigt og systematisk arbejde masserne frem til de højere kampformers plan – masseaktioner og væbnet borgerkrig.

Socialdemokraterne var i stand til at splintre de “fælles nationale” og “patriotiske” vildfarelser hos det unge proletariat, og senere, da Manifestet af 17. okt. var blevet aftvunget zaren, som følge af deres direkte intervention, begyndte proletariatet en energisk forberedelse til den næste, uundgåelige fase af revolutionen – den væbnede opstand. Efter at have skilt sig af med “fælles nationale” illusioner, koncentrerede det klassekræfterne i sine egne masseorganisationer – Sovjeterne af arbijder – og soldaterdeputerede osv. Og på trods af alle forskellene i mål og opgaver for den russiske revolution, sammenlignet med den franske revolution af 1871, måtte det russiske proletariat ty til den samme kampform, som den, der først blev anvendt af Pariserkommunen – borgerkrig. Med Kommunens lære i erindring forstod det, at proletariatet ikke skulle ignorere fredelige kampmidler – de tjener dets almindelige, dag-til-daginteresser , de er nødvendige i perioder til forberedelse af revolutionen – men det må aldrig glemme, at under visse betingelser antager klassekampen form af væbnet konflikt og borgerkrig; der er tidspunkter, hvor proletariatets interesser kalder på skånselsløs udryddelse af dets fjender i åbne væbnede sammenstød. Dette blev først demonstreret af de t franske proletariat i Kommunen, og strålende bekræftet af det russiske proletariat i december-oprøret. Skønt disse arbejderklassens st orslå ed·e oprør blev knust, vil der komme et nyt oprør, over for hvilket proletariatets fjenders kræfter vil vise sig ineffektive, og hvorfra proletariatet vil fremstå fuldstændigt sejrrigt. (Zagranichnaya Gazeta, nr. 2, 23. marts 1908.)