Organisk Centralisme IV

(sidste) del TILLÆG-STESER OM DET KOMMUNISTISKE VERDENSPARTIS HISTORISKE OPGAVE, AKTION OG STRUKTUR. Forelagt ved partiets generalforsamling i Milano d. 2-3. april 1966.

1. Napoliteserne fastslår kontinuiteten i de standpunkter, som gennem mere end et halvt århundrede har udgjort Det Kommunistiske Venstres arv. Forståelsen af vore teser, og den naturlige og spontane anvendelse af dem kan aldrig hidrøre fra en rådførelse med samlinger af regler eller love. Ligeledes har vi altid tilstræbt og endeligt tilegnet os følgende praksis: vore teser er ikke sikret og skal aldrig sikres ved en numerisk rådførelse med forsamlinger, eller – hvad der er endnu værre – med dømmende udvalg eller komiteer, der skulle kunne løse problemer hos de mindre oplyste medlemmer. Det arbejde, vi udfører for at nå disse vanskelige resultater, kan ikke lykkes, med mindre der gøres brug af det udstrakte historiske materiale, som tilvejebringes af de levende erfaringer fra den revolutionære bevægelses langvarige faser, og som vi gennem en ihærdig kollektiv indsats har forberedt og udbredt både før og efter tesernes udgivelse.

2. Den nuværende, numerisk set lille bevægelse indser fuldtud, at den mørke historiske fase, som er gennemlevet, og som vi idag er skilt fra ved et stort historisk tidsrum, i høj grad vanskeliggør arbejdet med at drage nytte af erfaringerne fra de store kampe, og ikke alene fra de mægtige sejre, men ligeså vel fra de blodige nederlag og uglorværdige tilbagetog. Ifølge vor retnings korrekte og uforvanskede standpunkter begrænses støbningen af det kommunistiske program ikke til doktrinær nøjagtighed og dybtgående historisk kritik, men den har et livsnødvendigt behov for sammenkædning med de oprørske masser i de perioder, hvor de uimodståelige betingelser tvinger dem ud i kampen . Denne diålektiske sammenkædning er særlig vanskelig idag, hvor massernes energi er dæmpet ned eller slukket af den senile kapitalismes slappe krise og de opportunistiske retningers stadigt voksende, skændige virke. Trods partiets ringe størrelse er det klart for os, at vi forbereder det sande, og på een gang sunde og effektive parti til den historiske periode, hvor de eksisterende samfundsmæssige forholds skændsler vil få de oprørske masser til at vende tilbage som historiens avantgarde. Under dette begyndende vil de endnu engang kunne lidenederlag, hvis de unddrages det parti, som er sejgt og stærkt, men ikke oppustet, og som er revolutionens uundværlige organ. Den nuværende periodes hyppigt smertefulde modsætninger må overvindes ved at drage den dialektiske lære af fortidens bitre skuffelser, og ved modigt at angive de farer, Det Kommunistiske Venstre i tide bemærkede og anklagede – alle de lumske forræderiske former, som den truende opportunistiske betændelse har iklædt sig fra gang til gang.

3. Med dette mål for øje vil endnu større uddybelse blive nået i arbejdet med den kritiske fremlæggelse af fortidens kampe, og det revolutionære marxistiske Venstres gentagne reaktioner på de historiske bølger af afvigelse og vildfarelse, som i over et århundrede har stillet sig i vejen for den proletariske revolution. Der kan således drages lære af de faser, hvor betingelserne for et voldsomt klasseopgør var tilstede, men hvor den revolutionære teoris og strategis faktorer svigtede; og især af gennemgangen af de begivenheder, som hærgede III Internationale netop da det afgørende punkt syntes tilbagelagt for altid, samt af de kritiske standpunkter, Det Kommunistiske Venstre indtog for at afværge den fremherskende fare og det sammenbrud, som desværre fulgte. Denne lære kan og må ikke være opskriften på en fremtidig succes, men må derimod bestå af alvorlige påmindelser til støtte for vort forsvar over for de farer og svagheder, som udgjordes af de opportunistiske baghold og fælder, hvori historien så ofte har ladet de styrker falde, som syntes bestemt for den revolutionære fremmarch sag.

4. De kortfattede punkter, som her følger, skal ikke opfattes som direkte henvisninger til fejltagelser eller vanskeligheder, der kan true det nuværende arbejde, men vil udgøre et yderligere bidrag til videregivelse af de forgangne generationers erfaringer. Grundlaget for denne arv stammer fra en fase, hvor genrejsningen af den korrekte doktrin allerede havde nået et stort omfang (proletarisk diktatur i Rusland; Lenins og hans kammeraters virke på det teoretiske område; grundlæggelse. af III Internationale på det praktiske område). I den øvrige verden – ligesom i Italien – var de kommunistiske partiers revolutionære kamp ligeledes i fuld gang med bred deltagelse fra massernes side. – Hine resultater fremtræder idag for de historiske fasers vedkommende efter en betydelig ;it idsmæssig forskydning ” , men den korrekte anvendelse af dem forbliver altid en livsnødvendig betingelse, såvel idag som i den uundgåeligt revolutionære fremtid, der vil være mere gunstig og frugtbar end nu.

5. Et grundlæggende kendetegn ved det fænomen, som Lenin i overensstemmelse med Marx’ og Engels’ udtryk stemplede som opportunisme, er, at en kortere, bekvemmere og mindre besværlig vej foretrækkes fremfor den længere, vanskeligere og hårdere. Men kun ved at følge den korrekte vej kan bekræftelsen på vort program, vore principper, og dermed på vore største mål falde sammen med den øjeblikkelige virkeligheds praktiske og direkte aktionsforløb. Lenin havde ret, når han hævdede, at det taktiske forslag om at give afkald på den parlamentariske valgaktion dengang og for fremtiden (dvs. fra og med krigens afslutning) ikke skulle underbygges med det argument, at den kommunistiske revolutionære aktion i parlamentet var umådelig vanskelig, thi vanskeligere var givetvis den væbnede ops~and, og den efterfølgende langvarige kontrol med den sammensatte økonomiske forandring af den sociale verden, der var fravristet kapitalismen med magt. Vort standpunkt gik ud på, at det var alt for åbenbart, at forkærligheden for den demokratiske metodes anvendelse hidrørte fra tendens~n til at foretrække den . legale akti~ns bekvemme ritualer fremfor den illegales tragiske bitterhed, og at en sådan praksis ikke kunne undgå at føre hele bevægelsen tilbage til den skæbnesvangre socialdemokratiske fejl, som vi netop med stort besvær var kommet ud af. Ligesom Lenin vidste vi, at fordømmelsen af opportunismen ikke er af moralsk karakter, men at den må fremsættes, fordi den har sin årsag i, at småborgerlige mellemlags standpunkter vinder indflydelse i de proletariske rækker (sammenlign med hvad Marx og Engels fastslog for Englands vedkommende i det nittendG århundrede), og fordi disse standpunkter mere eller mindrebevidst har deres udgangspunkt i den herskende klasses ideologi, dvs. i borgerskabets sociale interesser. Lenins kraftige og højmodige standpunkt om, at den parlamentariske aktion skulle bidrage til den voldelige tilintetgørelse af det borgerlige system og dets demokratiske skal, som skulle erstattes med klassediktaturet, måtte – hvad vi var vidner til – bevirke at de proletariske deputerede blev underlagt de småborgerlige svagheders værste tilskyndelser, hvilket udmundede i fornægtelsen af kommunismen, og i forræderiet – endog i form af overgang til fjendens rækker ved bestikkelse.

Denne bekræftelse som vi har opnået over en udstrakt historisk periode (også selvom en så bred generalisering ikke netop kan synes indeholdt i Lenins lære, da både han og vi var historiens elever), fører os til· påmindelsen om, at partiet må undgå enhver beslutning eller valg , der er dikteret af ønsket om at opnå gode resultater gennem mindre arbejde og færre ofre. En sådan tilskyndelse kan synes uskyldig, men den er udtryk for småborgerens dovne sjæl og er en føl ge af påvirkningerne fra den grundlæggende kapitalistiske norm, om at opnå størst profit ved mindst mulige udgifter.

6. Et andet regelmæssigt og konstant træk ved det opportunistiske fænomen, sådan som det opstod i II Internationale, og sådan som det idag triumferer, efter .III Internationales langt alvorligere sammenbrud, går ud på at parre den største udartning af partiets principper med en pralende beundring for de klassiske tekster, for de store mestres _og lederes diktat og værk . Et fast karaktertræk ved småborgerens hykleri er det servile knæfald for den sejrrige førers magt, for berømte forfatteres store værker, for den strålende oratoriske veltalenhed. Men ved den praktiske anvendelse forfalder han straks til den mest foragtelige og selvmodsigende udartning. Derfor er et sæt teser intet værd, når de, som modtager dem, med en enthusiasme af litterær karakter, siden hen i den praktiske aktion ikke formår at fatte de – res rette indhold, og at respektere dette indhold. Omvendt vil enhver overtrædelse derimod blive maskeret gennem den mest opblæste, men ude lukkende platoniske tilslutning til den teoretiske tekst.

7. En anden lære, der hviler på episoder i III Internationales livsforløb (som i vor dokumentation gentagne gange er blevet bragt i erindring ud fra Det Kommunistiske Venstres samtidige anklager og advarsler), drejer sig om den ørkesløse “ideologiske terror;” – Dette var en elendig metode, og den blev sat istedet for den naturlige proces c i forholdet mellem vor doktrins udvikling og dens direkte forbindelse til den sociale virkeligheds voldsomme opgør; den gik ud på, at elementer, hvis genstridighed og vildfarelse enten skyldtes årsager stærkere end menneskene og partiet eller hidrørte fra en ufuldstændig udvikling af partiets liv, blev påtvunget en række grundsætninger; og dette selvom det drejede sig om kammerater, der havde været udtryk for, og ledere af vor aktion under opgør af stor politisk betydning. Det blev skik, at sådanne elementer blev påtvunget (for det meste ved at sætt~ dem ovsrfor valget mellem bestandig fratagelse eller ny til deling af vigtige stillinger indenfor organisationens maskineri) en offentlig tilståelse af deres fejl: således efterabede man den fideistiske; ike og pietistiske metode med bod og anger. Ad denne filisteragtige vej – der virkelig er den borgerlige moral værdig – er aldrig noget partimedlem blevet bedre, ejheller har den ·været til nogen hjælp overfor truslen om partiets forfald. I det revolutionære parti, der i fuld fart er på vej mod sejren, adlydes der totalt og spontant~ men ikke blindt og påtvunget, og den’- centrale disciplin – som angivet i de teser, hvorpå den støtter sig – hidrører fra den perfekte ha~moni mellem centrums og basis’ funktion og aktion . Denne disciplin kan ikke erstattes af bureaukratiske indgreb af antimarxistisk, voluntaristisk karakter.

Dette punkts betydning for den rette forståelse af den organiske centralisme, træder frem i den frygtelige erindring om de bekendelser, som store revolutionære ledere måtte nedværdige sig til, for siden hen at blive dræbt under Stalins udrensninger. Betydningen understreges ligeledes af den unyttige selvkritik, som de gamle bolsjevikker blev påtvunget, idet de ellers ville blive udelukket af partiet, og tilsvinet som værende i fjendens sold; – disse forbryderiske og absurde bagvaskelser er aldrig blevet godtgjort gennem “rehabiliteringernes“ ligeså bigotte og borgerlige metode. Det stadigt voksende brug af sådanne metoder angiver blot det ulyksalige triumftog, den sidste opportunistiske bølge har gennemført.

8. For at kunne udføre en organisk aktion, og opnå kollektiv funktion, der overvinder enhver individualisme, må partiet fordele sine medlemmer på tværs af de forskellige funktioner og aktiviteter, der udgør dets liv. At kammeraternes hverv skifter, er en naturlig sag, der ikke kan bestemmes af regler, der svarer til de borgerlige bureaukratiers karrierer. I partiet er der ingen konkurrence for at opnå strålende eller synlige poster. I stedet må man satse på – på organisk vis – at nå det, som netop ikke er en efterabning af den borgerlige arbejdsdeling, men derimod den sammensatte og bestemte parti-organismes naturlige tilpasning til parti-organets funktion.

Vi ved aldeles vel, at den historiske dialektik tvinger enhver kamporganisme til at fuldstændiggøre sine angrebsmidler gennem anvendelse – af samme teknik som fjenden. Heraf kan man udlede, at i den væbnede kampfase vil kommunisterne have en militær opstilling med præcise hierarkiske -opdelinger, der hviler på entydighed og enhed, og som skal sikre det bedste udfald for den fælles aktion. Denne sandhed skal ikke unyttigt efterlignes i enhver, også ikke-kampmæssig partiaktivitet, Udførelsen af de militære operationer skal – ligesom ledelsen – være entydig, men denne lære fra deg borgerlige bureaukrati må ikke få os til at glemme de veje, ad hvilke korruptionen og udartningen udvikler sig, også når det passes ind i arbejderforbundenes rækker. Partiets organiske sammensætning kræver absolut ikke, at enhver kammerat opfatter en anden kammerat som personificeringen af partiet som form og dermed som en udpeget videregiver af anvisninger, der kommer oppefra. Denne videregivelse blandt de molekyler, der danner partiorganismen, har altid samtidig en dobbelt retning; og enhver enheds dynamik integreres i helhedens historiske dynamik. At gøre misbrug af organisationsformen uden nogen livsnødvendig årsag har altid været, og vil altid være en mistænkelig dumhed og fare.

9. Kapitalismens historiske produktionsmåde – med dens myte om den private ejendom som en menneskeret, der mystificerer og maskerer en lille klasses monopol – har haft behov for at angive knudepunkterne i sine strukturer, og etapperne i sin fortidige udvikling og nuværende tilbagegang med store, berømte navne. I borgerskabets langvarige tidsperiode, hvis mørke historie tynger os oprørere som et åg, var det i begyndelsen det dygtigste og stærkeste menneske, der nåede den største berømmelse, og tenderede mod de største magtstillinger; – idag, hvor den småborgerlige filistrøse ideologi hersker, er det måske de svageste og mest fejge, der opnår betydning gennem den svinske reklamemetode. 

Vort partis nuværende anstrengelser går – under udførelsen af dets vanskelige opgave – ud på for bestandig at befri sig for den forræderiske tilskyndelse, der synes at strømme fra berømte mænd, samt for den foragtelige metode, at opbygge en dum berømmelse og reklame for andre personnavne i den tro, dermed at kunne opnå partiets for- . mål og sejre. I ingen af partiets dele må der mangle beslutsomhed og mod til at kæmpe for et sådant resultat, der er en sand virkeliggørelse af den historiske linje, og nf det fremtidige samfund.